Læring, der giver mening for børn
På Stavnsholtskolen tror vi på, at børn lærer bedst, når de er nysgerrige, trygge og engagerede. Derfor arbejder vi målrettet for at skabe en skoledag, hvor læring ikke kun foregår ved et bord – men også i bevægelse, i dialog, i fællesskab og i virkelige sammenhænge.

Alle årgange arbejder med deres egne prøvehandlinger, der skal styrke en skoledag med mere fordybelse og en mere alsidig undervisning. Vi er optaget af, hvordan vi kan skabe rum til at dykke ned i stoffet, give plads til forskellige måder at lære på og gøre skoledagen mere levende og meningsfuld for børnene.

Vi ønsker, at børnene oplever, at det er spændende at gå i skole. At læring kan ske gennem samtale, leg, bevægelse, kreativitet, undersøgelser, fejl, grin og fordybelse – ikke kun gennem traditionel undervisning.

Medbestemmelse og værdier i praksis
Vi arbejder aktivt med børnenes stemme. I de kommende år skal eleverne opleve mere medbestemmelse og større indflydelse på deres skolehverdag. Vi tror på, at børn vokser, når de bliver taget alvorligt og får mulighed for at være medskabere af deres egen læring.

Derfor har vi også to årlige værdidage, hvor vi arbejder med vores fem værdier:

Nysgerrighed, fællesskab, anerkendelse, glæde og dannelse.

Den ene dag har særligt fokus på fællesskab. Den anden dag vælger børnene selv, hvilken værdi vi skal arbejde med. På den måde bliver værdierne ikke noget, vi taler om – men noget, vi gør sammen.

Trivsel fører læring med sig
Vi ved, at mange børn og unge i dag kæmper med mistrivsel. Det tager vi alvorligt. På Stavnsholtskolen er børns trivsel ikke et tillæg til undervisningen – det er en forudsætning for den.

Vi arbejder for, at børnene:

  • føler sig trygge i deres fællesskaber,
  • oplever at blive set og taget alvorligt,
  • har voksne omkring sig, der er nærværende, tydelige og omsorgsfulde,
  • og mærker, at de ikke står alene, når noget er svært.

Når børn trives, tør de deltage. Når de tør deltage, tør de lære. 

Faglighed med mange veje
Vi går naturligvis op i, at børnene lærer det, de skal. Men vi tror ikke på, at alle børn lærer på samme måde. Derfor arbejder vi for en skole, hvor læring kan ske ad mange veje – gennem samtale, bevægelse, samarbejde, fordybelse, kreativitet og praksis.

De voksne omkring børnene har en central rolle. Det kræver nærvær, relationer og mod til at tænke anderledes. Det kræver voksne, der både vil faglighed og børn.

På Stavnsholtskolen arbejder vi ikke for en perfekt skole.
Vi arbejder for en skole, hvor børn har lyst til at være.
Og hvor de langsomt opdager, at de kan mere, end de selv tror.

Del: